3.4. Bevillingstyper

Bevillingstyperne fastsætter de generelle forudsætninger og disponeringsregler, der knytter sig til en given bevilling. Der anvendes følgende seks forskellige bevillingstyper:

Driftsbevilling
Driftsbevilling anvendes, hvor bevillingsformålet fortrinsvis søges opnået ved statslig driftsvirksomhed, dvs. gennem ansættelse af personale og afholdelse af de dermed forbundne udgifter, herunder køb af tjenesteydelser, anskaffelse af materiel og drift af bygninger. Driftsbevillingen omfatter driftsudgifter, indtægter og mindre tilskud med nær tilknytning til driften.

Anlægsbevilling
Anlægsbevilling anvendes ved afhændelse, erhvervelse eller konstruktion af bygninger og anlæg. Den anvendes endvidere, hvor der ydes investeringstilskud eller udlån til konkrete bygge- og anlægsprojekter, dog ikke lovbundne.

Lovbunden bevilling
Lovbunden bevilling anvendes for bevillingsskøn, dvs. hvor bevillingsafholdelsen ikke er styret af finansloven, men er styret af en underliggende materiel lovgivning. Lovbunden bevilling anvendes navnlig på tilskudsområdet, hvor tilskudsmodtageren ifølge lovgivningen har erhvervet ret til et bestemt tilskudsbeløb, og hvor tilskuddets størrelse eller beregningsgrundlag er fastsat ved loven.

Statsvirksomhed
Statsvirksomhed anvendes, hvor den statslige virksomhed som helhed har et forretningsmæssigt præg, og hvor der som følge heraf ønskes givet virksomhedens ledelse en øget frihed til at tilpasse aktiviteten til markedsmæssige forhold. Bevillingstypen statsvirksomhed omfatter alene statsvirksomhedens drift. Statsvirksomhedens anlægsudgifter opføres således på en særskilt hovedkonto under bevillingstypen Anlægsbevilling.

Reservationsbevilling
Reservationsbevilling anvendes, hvor der ønskes adgang til at videreføre uforbrugte tilskuds- og puljemidler som reservation. Med reservationsbevillingen gives der således allerede på finansloven adgang til, at uforbrugte beløb kan videreføres mellem finansår.

Anden bevilling
Anden bevilling anvendes i øvrige tilfælde, hvor bevillingsformålet søges tilgodeset gennem ydelse af tilskud, udlån m.v. eller gennem opkrævning af indtægter der ikke er naturligt knyttet til drift- og anlægsvirksomhed. Generelt anvendes denne bevillingstype, hvor øvrige bevillingstyper ikke er hensigtsmæssige, herunder for bevillingen "Reserver og budgetregulering". Der kan ikke anvendes lønudgifter under anden bevilling.

Yderligere oplysninger om bevillingstyper:
Finansministeriets Økonomisk-Administrative Vejledning (Bevillingstyper)

Yderligere oplysninger om variable i Finanslovsdatabasen:
3.1. Bevillingslovene
3.2. Statens kontoplan
3.3. Rammesystemet
3.5. Udgifts- og indtægtsbudgettet